Ny virksomhed gør bæredygtige byggematerialer mainstream
By a:gain, 08/03/2022
Lendager becomes a:gain
Introduction
Lendager UP og datterselskabet Re-Plastic leverer fremover bæredygtige byggematerialer og interiør som selvstændig virksomhed under det nye navn A:GAIN. Et stærkt konsortium har investeret i den innovative og banebrydende virksomhed, der er skabt af den bæredygtige arkitektvirksomhed Lendager. Investorerne skal være med til at skalere forretningen og give et fremstød til bæredygtigt byggeri. Ambitionen er at den nye virksomhed med base i den nuværende omfattende produktportefølje, skaber en platform, hvor valget af klimavenlige byggematerialer baseret på upcyclet affald og frasorteret produktion, bliver et attraktiv og lettilgængeligt alternativ for kunderne. ”Lendagers vigtigste opgave er at løse klima- og ressourcekriserne gennem udbredelsen af vores implementer-og skalerbare innovationer. Derfor skal Up og RePlastics upcyclede materialer gøres tilgængelige for flest mulige.
Den opgave kan vi ikke løfte alene, og vi overdrager derfor roret til en dedikeret gruppe af investorer. Vi har på få år skabt en virksomhed, der fungerer som innovationshub for nye cirkulære forretningsmodeller. Vores dygtige medarbejdere har arbejdet hårdt, og vi ser udskillelsen af materialedivisionen som et gennembrud for cirkulær materialefremstilling. Vi er stolte over, at investorer ser store potentialer i virksomheder udklækket hos os,” fortæller Anders Lendager, CEO og grundlægger af Lendager Group. I forbindelse med etableringen af A:GAIN, indtræder Thomas Nygaard Hamann som CEO for selskabet: “Bæredygtigt byggeri er en gigantisk forretningsmulighed. En hastigt stigende efterspørgsel fra alle byggebranchens aktører gør, at timing er perfekt til at skabe en virksomhed, der kan tage markedsandele og sætte et tiltrængt grønt aftryk på byggeriet. Med udgangspunkt i seks års aktivitet har vi både eksisterende løsninger på hylderne og kompetencer til at udvikle nye. Med kapitalindsprøjtningen bliver det nu muligt at skalere selskabet, så vi kan adressere efterspørgslen på løsninger inden for bæredygtigt byggeri,” siger Thomas Nygaard Hamann, der senest kommer fra en ledende stilling i Ørsted. Han har desuden erfaring fra større danske selskaber, start-up-miljøet samt konsulenthuset McKinsey & Co. Gennem innovation oparbejder UP & Re-Plastic i dag affald og frasorteret produktion til nye værdifulde æstetiske produkter. Dermed bidrager UP & Re-Plastic til at gøre byggeriet mere bæredygtigt og cirkulært. En dagsorden, der har et enormt potentiale, eftersom byggesektoren er en af dem, der bruger flest ressourcer, genererer mest affald og udleder mest CO2.
Lendager UP blev etableret i 2015 som en del af Lendager Group for at sikre forsyning af bæredygtige og upcyclede byggematerialer til først Lendagers egne og senere også andres byggeprojekter. Et behov, der såvel dengang som nu, ikke er dækket i markedet. Lendager UP har bidraget til at skabe flere flagskibsprojekter inden for bæredygtigt byggeri, eksempelvis Upcycle Studies og Ressourcerækkerne i København. Projekter, som gennem genanvendelse af blandt andet beton, mursten, glas og træ, har opnået store materiale- og CO2-besparelser og endnu nyder stor international bevågenhed. Lendager UP og Re-Plastic står også bag en række byggematerialer og interiørprodukter fremstillet af industrielt affaldsplastik fra Carlsberg i kombination med andre affaldsfraktioner. Produkter der er blevet til i tæt samarbejde med Carlsberg, senest i forbindelse med Danmarks pavillon i Milano Design Week, der blev afholdt i anden uge af september. Emil Skals, partner i The Footprint Firm, udtaler: “Vi er meget stolte over, at Lendager Group har betroet vores konsortium at blive en del af UPs kommende rejse og medvirke til at udløse mere af det enormt store potentiale, som virksomhederne har. Byggeriet har behov for at der bliver tænkt radikalt anderledes når det kommer til den indlejrede CO2 i byggematerialer, og der har vi en tro på at Lendager UP kan være en af del af fremtidens løsning.
Samtidig er det glædeligt at løfte opgaven sammen med kompetente og indsigtsfulde medinvestorer og medarbejdere, der ligeledes anerkender potentialet og kursen forude. Vi ser meget frem til samarbejdet” Konsortiet af investorer består af: North-East Family Office, NREP-stifterne Mikkel Bülow og Rasmus Nørgaard, Søren Jensen RaceToZero Invest med folkene bag Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma A/S, stifter af Cobblestone A/S Rasmus Juul-Nyholm, The Circular Way Invest, det bæredygtige konsulent- og investeringshus The Footprint Firm, samt en række mindre investorer. Om Lendager: Den prisvindende arkitektvirksomhed, Lendager, tager altid udgangspunkt i bæredygtighed. Med afsæt i arkitektur og konkrete byggeprojekter har firmaet løbende udviklet nye byggematerialer af byggeaffald til egne og eksterne byggeprojekter.
Arkitektur, design og innovation er deres værktøjer, og målet er at skabe smuk og bæredygtig arkitektur, design og materialer ved at genanvende og oparbejde affaldsprodukter, til gavn for klimaet, men uden at gå på kompromis med æstetik eller pris.